De gavnlige bakterier på ferie.


Jeg har været på vandretur i Østrig.
Det er rigtig mange år siden, jeg har vandret med rygsæk i flere dage, så jeg var ganske spændt på, hvad min krop ville sige til det. Det skulle være på rigtig spejdermanér, altså helt enkelt med underlag og sovepose.
Hjemme har jeg ret faste rutiner, og det er i sig selv spændende at få rusket lidt op i dem. Jeg pakkede så lidt som muligt, men bakterierne måtte absolut med! Jeg hældte den mængde, jeg skulle bruge op i en ren tør bøtte, lagde silicaposen i og så i rygsækken med dem. De skulle være med i 7 dage uden køl og med de skiftende temperaturer, der er i løbet af døgnet udendørs i de østrigske alper.
Bevæbnet med en bredskygget hat og faktor 50 solcreme kunne jeg med god samvittighed efterlade telefon og ur derhjemme og så sætte det ene ben foran det andet.
At indtage bakterierne om morgenen uden skål eller glas var ikke særlig festligt. Lidt vand fra drikkedunken i munden, nakken tilbage og så ind med bakterierne og værsgo at synke! Jeg er altså ikke begejstret for klumper, men det er jo hurtigt overstået, og når der er skyllet efter, er det hurtigt glemt igen.
På sådan en tur har jeg ikke mulighed for at være kræsen med hvad jeg spiser. Jeg må spise det, jeg kan købe. Det blev til rigtig meget knækbrød med ost og skinke 🙂
Turen var forrygende! Der var så smukt! Mine ben var helt stive af træthed, og jeg havde vabler overalt, præcis som sådan en tur skal være.
Min rosacea var helt i ro, uanset den ændrede kost og højfjeldssolen. Jeg kom hjem med ligeså glat hud, som da jeg tog afsted. Og bakterierne var helt eksemplariske. Da jeg pakkede dem ud af rygsækken efter 7 dage uden nedkøling, var de stadig et fint lyst pulver.
Det var en dejlig erfaring, og jeg tør nu godt anbefale at tage bakterierne med på ferie. Også selvom det er helt uden den vanlige komfort.