Hurra min læge tror mig ikke!

Jeg har fået tid hos en hudlæge der er specialiseret i rosacea, men der er 6 ugers ventetid. Jeg er godt arrig over min situation; Jeg er socialt totalt akavet fordi jeg spiser efter en super streng diæt og hvis jeg fraviger bare en smule så kommer straffen promte. Jeg har med tiden fået alle fire subtyper rosacea. jeg kan holde rødmen på kinderne,  bylderne på kinderne og den røde og hævede næse nede med min diæt, men øjnene er konstant irriterede. Det føles som om jeg har arbejdet med glasuld. Det stikker og svier og de er røde, mit højre øje er altid værst.
Jeg forbereder mig til at møde hudlægen, ved at skrive mit forløb ned og gennemgå alle de forsøg jeg har gjort med behandlinger. Jeg kommer til at tænke på, da jeg brugte gavnlige bakterier og hvor dejlig klar min hud var. Jeg har arbejdet med bakterierne, som konsulent, for et firma der producerer dem. Gennem al den viden jeg har fået om tarm og bakterier så ved jeg at jeg teoretisk set burde kunne gøre noget ved mine egne problemer, hvis jeg bare kunne finde de rigtige bakterier, den rigtige blanding og den rigtige dosis. …jeg beslutter mig for at give det et skud igen og jeg gennemgår al den videnskabelige dokumentation jeg har én gang til og begynder at stykke en plan sammen.
Det lykkes mig at skaffe de bakterier jeg gerne vil have, i en høj nok dosis til at jeg kan forvente et tydeligt resultat. De første fem dage på mine bakterier bliver min hud værre, og så går det ellers fremad, efter 3 uger er min hud så pæn, at jeg kunne tude af glæde! Mine øjne er klare og hvide, min hud er hvid og glat og min næse har sin normale størrelse. Jeg kan næsten ikke selv tro det. Men jeg har jo været pæn før – det nye er at jeg kan droppe min diæt! Lidt efter lidt introducerer jeg alle de fødevarer der var forbudte før. Første gang jeg drikker et glas rødvin hos min familie og siger ja tak til den mad de har lavet, får jeg tårer i øjnene. Tænk, at jeg så længe har måttet nægte mig selv alle de skønne ting.
Da jeg ankommer hos hudlægen til min aftalte tid et par uger efter ser hun meget skeptisk på mig. Hun kan godt se at jeg har karsprængninger i ansigtet men det kan komme af så meget, hun tror slet ikke at jeg har rosacea! Jeg må jo bare undskylde og forklare at da jeg bestilte tiden for 6 uger siden så jeg ganske anderledes ud!
Da jeg gennemgår mit forløb over de sidste mange år kan hun godt gennemskue at jeg har haft rosacea, der er jo ingen læger der vil udskrive tetracyklin i tre år, hvis ikke jeg havde tydelige symptomer,som hun siger. Men som jeg ser ud nu er der ingen grund til at gøre noget videre, jeg kan få laser for at fjerne de karsprængninger jeg har tilbage, men ellers ser jeg jo fin ud.
Jeg har aldrig før været så glad for at tale med en læge der ikke troede mig! Tænk at det er lykkes mig at blive helt symptomfri.