På date som Rudolf

Sommeren 2019, jeg har levet 100% strikst efter min diæt i 15 måneder og jeg har en flot hud. Det er bare benhårdt ikke at kunne spise på restaurant, og at skulle være helt umulig at få som gæst til middag, fordi der er så meget jeg ikke spiser, men det er også dejligt efter mere end 8 års kamp at kunne se mig i spejlet og være glad for mit ansigt.
Jeg skal på date i morgen! Jeg er så glad og forventningsfuld, at jeg i bare begejstring spiser en frisk økologisk mozzarella til frokost – jeg synes jeg har fortjent lidt forkælelse nu, hvor det går så godt.
Oh skræk oh ve straffen rammer hårdt! Min næse svulmer op til en stor rød byld og den er bare SÅ øm. Så jeg kommer på date som Rudolf. Min date er sød og siger at det da bare ser ud som om jeg er solskoldet på næsen. Jeg kunne være krøbet i et hul!
De næste uger er min næse bare rød og irritabel, og huden skaller af efterhånden som den heler op, så med pudder ser det bare værre ud med de løse hudflager.

Det var dråben! Tænk at sådan en lille dum fejl skal have så store konsekvenser – det ser rædsomt ud og det tager virkelig lang tid før det heler op. Jeg tager til min læge og beder om at få en henvisning til en hudlæge, de kunne ikke gøre så meget sidst (7 år siden) da antibiotikaen var holdt op med at virke på mig, men måske har de fået nye behandlinger til rådighed?