Vidensdeling & blog-indlæg

Rosacea og hudpleje.

Rosacea og hudpleje er nok det, jeg bliver spurgt oftest om -og også det sværeste for mig at svare på. Problemet er at der er generelle råd for sart hud, men i rosacea kan immunforsvaret komme til at blive så hysterisk, at nærmest uanset hvad du bruger -så reagerer du med betændelse eller blussen. Der findes nogle overordnede retningslinier, for hudpleje, du kan bruge, når du skal vælge produkter.

Prøv at undgå:

  • Alkohol (“Alcohol”, Ethyl Alcohol or ethanol, Methanol, Isopropyl Alcohol, SD Alcohol, Benzyl Alcohol)-der er dog nogle typer der ikke irriterer, se min anden artikel om det her.
  • Parfume.
  • Mineralske olier ( paraffin, petrolatum og vaseline eller bare mineral oil -altså ikke alle olier!)
  • Menthol.
  • Kamfer.
  • Troldnød.
  • Pebermynte.
  • Eucalyptus olie.
  • Sulfater. 

Syrer i hudpleje. 

Nogle typer syrer kan være hjælpsomme, andre er det bedst at undgå.

Ascorbinsyre er c-vitamin, det bruges som anti-ageing. det kan også bruges som et naturligt konserveringsmiddel.

Azelainsyre tilhører en type forbindelser kaldet ”dicarboxylsyrer”. Man mener, at azelainsyre er gavnlig i akne, da det er målrettet hovedårsagerne til akne: inflammation, tilstedeværelsen af bakterien Propionibacterium acnes og tilstoppede porer. Derudover mindsker azelainsyre også produktionen af keratin, som er en naturlig substans, der tilstopper porerne og kan give bumser.

Glykolsyre bruges som peeling for at få huden til at se friskere og yngre ud, men den kan irritere sart hud  så det kan være noget en rosaceahud skal undgå. 

Hyaluronsyre er en kraftig anti-aging ingrediens. Hyaluronsyre i hudpleje sikrer en yngre og mere friskere hud. Syren hjælper hudbarrieren med at forblive stærk  Creme med hyaluronsyre hjælper desuden huden til at have en flottere, mere ensartet og sundere overflade. Det kan være hjælpsomt for rosacea.

Retinol tilhører en familie, som hedder retinoider og er en form for A-vitamin, der hjælper til at øge celle afstødningen og cellefornyelsen, udjævner misfarvning og fjerner den skade, der opstår under ældningen af huden. Retinoider har størst virkning på collagen. Her har retinoider en dobbelt effekt: De hjælper til at reducere collagen nedbrydningen på grund af sollys, og de stimulerer produktionen af nyt collagen. Der findes forskellige typer retinoider:

• Retinsyre er en type retinoid, der fås receptpligtigt i form af isotretinoin og tretinoin, men den har også størst risiko for at give hudirritation.

• Retinol er den stærkeste retinoid, der fås uden recept. Retinol er stadig yderst effektiv, men dog 20 % svagere end retinsyre og omdannes langsomt til retinsyre af huden. Det betyder også, at den giver mindre hudirritation end retinsyre.

• Retinylpalmitat, retinylpropionat og retinylacetat er de mildeste retinoider, der også kendes som retinylestre. Det tager længere tid for dem at blive omdannet til retinsyre, og der er kun minimal risiko for, at de giver hudirritation.

 Salicylsyre er en kemiske peeling, den meget effektiv til dybderens af særligt uren hud og tilstoppede porer. Den kan udtørre huden og irritere rosacea.

Alkohol.

undgå:

“Alcohol”

Ethyl Alcohol or ethanol

Methanol

Isopropyl Alcohol

SD Alcohol

Benzyl Alcohol

Den individuelle faktor 

Tro aldrig blindt på noget som helst -heller ikke på mig. Det der fungerer for mig er ikke nødvendigvis godt for dig. Alt skal prøves langsomt og grundigt. Jeg ved godt at du bare gerne vil se pæn ud i morgen, men det betaler sig på langt sigt at gå forsigtigt til værks.

Rens.

For at rense huden er det vigtigt, at du ødelægger så lidt som muligt. En sund hudbarriere er dit ansigts vigtigste forsvar mod alt det fremmede den møder i miljøet. Det er vigtigt at holde en god ph -den skal gerne være sur (ca 5,5). Prøv at undgå at udtørre huden meget når du renser. Det er hårdt for huden at skulle genoprette sig selv hver eneste gang du har renset. Vand kan irritere huden alt efter hvor ‘hårdt’ dit vand er. Prøv at undgå yderligheder som meget varmt eller meget koldt vand, mens din hud er sart. Selvom du føler at din hud er beskidt og fyldt med bakterier og mider så undgå at skrubbe og peele, det gør kun betændelsen værre. Undgå alt for meget antibakterielt, du har brug for gode bakterier på din hud, til at hjælpe med at holde huden sund. 

Når jeg renser bruger jeg olierens.

 Lader du den rette olie sidde et par minutter og efterfølgende fjerner den med en varm vaskeklud, kan du fjerne både makeup, skidt og snavs, der sidder i dine porer i huden, helt uden at strippe din hudoverflade for fugt. Det sværeste er at finde en olie du kan tåle. Når du har en olie, der duer til dig, kan du prøve at olierense således:

Varm olien mellem hænderne og påfør den i hele ansigtet

Brug en varm vaskeklud og læg den over ansigtet. Lad den gerne ligge på ansigtet et par vejrtrækninger og så tørrer du ansigtet blidt af med vaskekluden så olien og det snavs den har opløst bliver fjernet.

Cremer.

Det er en jungle at finde en creme din hud vil acceptere. Mit bedste råd er at teste alt. Smør det du skal teste på den ene kind, skal det være rigtig effektivt kan du teste et andet produkt på den anden kind samtidig. Hvis det klør, svier eller føles varmt skal du rense produktet af med det samme. Hvis du ikke mærker noget kan du lade produktet sidde til du renser af som du plejer. Hvis din hud er tilfreds med produktet bør du kunne se at din hud er ligeglad -eller i bedste fald, hvis du har fundet noget rigtig godt kan du se på få timer at huden er blevet mere rolig bare af en enkelt påsmøring.

Min egen daglige rutine.

Jeg renser min hud med jojobaolie, som min hud er glad for, hver aften. Jeg renser kun den ene gang i døgnet, hvis der ikke er sket noget der gør at jeg må rense ekstra. Jeg vil gerne give min hud så meget fred som muligt.

Jeg er ikke rigtig lykkes med at finde en god creme jeg kan købe. Jeg har længe brugt den blå nivea (mormor creme) fordi den er billig og min hud vil acceptere den. Jeg er dog ikke så tilfreds med at der er parfume i så nu har jeg valgt at lave min egen creme hjemme på køkkenbordet. Den har få ingredienser, som alle er testet hver for sig og som min hud er tilfreds med.

Hvis jeg har betændte bumser så renser jeg dem med isotonisk saltvand (kan googles hvis du vil lave det selv eller købes på apoteket) -som er meget skånsomt. Så smører jeg med svovlsalve fra apoteket, så det heler hurtigt.

Jeg har mineralsk pudder på, som solfaktor, hver eneste dag -året rundt. 

DIY creme. 

Hvis du vil prøve at lave din egen creme, er det meget nemt. Det der tager længst tid er at teste ingredienserne. Jeg tester dem på huden mindst en dag, før de kan komme med i min creme.

Cremen skal bruge noget til at gøre den tyk med det kan fx være bivoks.

Du skal bruge noget at give fugt med. Jeg bruger olie -jeg testede mange der ikke duede, før jeg blev venner med jojobaolie.

Min hud er desuden meget glad for glycerin og den elsker lanolin. Lanolin er en joker, nogle får altså allergiske reaktioner på den. Put derfor aldrig lanolin i din creme, uden at teste først.

Når du har en grundcreme, kan du eksperimentere med at tilsætte forskellige aktive ingredienser som vitaminolier eller andre vidundermidler -bare husk at teste dem først.

Jeg har to cremer jeg bruger lige nu -den ene er med biprodukter (altså de små der laver honning, da jeg har bier i haven), den dufter kraftigt og den anden helt simpel og dufter ikke af noget.

Biavlerens supersalve:

denne opskrift er oprindelig med honning, men ved at smøre honning (min egen friske fra haven) på min ene kind kunne jeg se, at min hud ikke er glad for det, så det er taget ud.

Biavlerens supersalve:

7,2 g bivoks

27 ml olie (jeg bruger jojoba)

2,2g lanolin (hvis du kan tåle det)

2g pollen (giver lidt grynet fornemmelse så det undlader jeg næste gang)

3,6g gele royale

3,6 ml propolistinktur (har meget stærk duft og jeg er vild med det)

1 tsk glycerin

Varm voks, olie, lanolin og glycerin op i en skål over vandbad til voksen er smeltet -det kan tage ret lang tid. Rør salven sammen og tag skålen væk fra varmen. Nu rører du hele tiden mens salven køler, når salven er lidt koldere kan du tilsætte de sarte ting som pollen, gele royale og propolistinktur, eller andre særlige ingredienser der ikke skal have for meget varme. 

Så skal du røre og røre du mens det hele køles ned og bliver tykt. Hvis du holder op med at røre -så skiller salven og du må begynde forfra.

Den simple salve:

10g lanolin eller  8g bivoks

½ tsk glycerin

25 ml olie

5ml rosehip oil eller anden mirakel-olie din hud er glad for.

Varm lanolin/voks, olie og glycerin op i en skål over vandbad til voksen er smeltet -det kan tage ret lang tid. Rør salven sammen og tag skålen væk fra varmen, så rører du hele tiden mens salven køler, når salven er lidt koldere kan du tilsætte den sarte dyre olie, eller andre særlige ingredienser der ikke skal have for meget varme. 

Nu rører og rører du mens det hele køles ned og bliver tykt. Hvis du holder op med at røre -så skiller salven og du må begynde forfra.

Hvis du synes at det er sjovt at fremstille creme selv -kan du google dig frem til spændende opskrifter eller bare udbygge på den enkle salve. https://www.cremecompagniet.dk/ har en spændende hjemmeside med mange af de ingredienser som man kunne ønske sig i en fancy creme. Jeg kunne godt finde på at teste hyaluronsyre eller fx kollagen til  næste gang jeg laver creme.

(og jeg får ingen penge af dem -jeg har bare været glad for at bruge siden)

Den korte version:

Brug så lidt som muligt.

Vælg milde produkter.

Test alt -én ting ad gangen.

Gå langsomt frem så du, selvom du er desperat, ikke ændrer på flere ting på én gang, så bliver det alt for stressende for din krop og slet ikke til at overskue, hvad der er godt for dig, og hvad der ikke er.

Andre blog indlæg og inspiration

Om Maya

Jeg hedder Maya Viksjø. Jeg har i mange år kæmpet med Rosacea og voksenacne. På denne blog vil jeg gerne fortælle om min rejse tilbage til et liv med glad hud, hvor jeg kan spise det jeg har lyst til. Jeg håber det kan blive til gavn og inspiration.

Vil du følge med?

Tilmeld dig nyhedsmailen